lørdag den 30. marts 2013

Uge 13 - 13

Det kan godt være at min hukommelse ikke er, hvad den har været, men aldrig har jeg set så hvid og kold en påske. Men det skal ikke stoppe en rigtig varm påskehilsen herfra. Vi glæder os over Jesu opstandelse, og vil gerne fejre den dag døden døde og livet genopstod! Det har betydning for os alle.
Hermed også en påskesalme til fri afbenyttelse:


Mel.: At tro det er at lægge

Nu solen atter stiger,
og natten jages bort.
For lyset mørket viger,
her natten kom til kort. 

Den nye dag frembryder,
med gyldne skyers glød.
Det er en dag, vi nyder,
hvor døden led sin død. 

For Jesus er opstanden
i påskemorgens glød.
Han er nu frelsermanden,
forsvundet er vor nød. 

Nu livet er opstanden.
og døden den er død.
Vi lever for hinanden
af Jesu vin og brød. 

Ja, Jesus er opstanden,
vi lever af hans død.
Det overgår forstanden,
men er en tale sød.

Leon Have Thomsen, påsken 2013

lørdag den 23. marts 2013

Uge 12 - 13


Verdslig ønsketænkning

Da den ny pave, Frans den 1., for nylig blev valgt, blev der fremsat mange ønsker om, hvordan han skulle være: Det var politisk verdslige ønsker, men ikke nogen højlydte ønsker om, at han virkelig skulle repræsentere kirkens Herre, Jesus Kristus.

Det første ønske, der blev givet udtryk for, var, at han ville vær åben for forhandling med andre religioner. En noget forvrøvlet ting. I selve kristendommens fundament ligger, at Jesus er den eneste sande vej til frelse og fællesskab med Gud. Vores hjemlige kirkeminister udtalte, ikke overraskende, sin skuffelse over, at paven ikke ville fornægte Guds ord, og gå ind for abort og homoseksualitet.

Lige så snart kirken underlægger sig verdslig, politisk tankegang ophører den med at være kirke, uanset hvor meget mennesker ville ønske at den ville.

lht.

onsdag den 13. marts 2013

Uge 11-13


Forfalskning, forførelse, fortabelse

Vi vil gerne have den ægte vare, og hvis vi udsættes for forfalskninger, så reagerer vi hurtigt og voldsomt, i hvert fald hvis det drejer sig om mad. Der er ikke mange, der vil lade sig narre af en 300 kroners seddel. Hvorfor ikke? Fordi der ikke er nogen ægte at forfalske. En god forfalskning skal ligne den ægte bedst muligt. Sådan reagerer vi på ting og sager, men hvordan er det med værdier og sandhed? Der er meget, der udgiver sig for at være ægte, og det fører til, at mennesker forføres til at tro på noget, der ikke er sandt. Den største ulykke er så ikke, at man bliver snydt, men at man går fortabt! Derfor er det så vigtigt at holde sig til sandheden. Jesus sagde: ”Jeg er sandheden!”

lht