Uge 39

Arbejde & Ære

Den anden morgen hørte jeg et citat fra Indira Gandhi, hvor hun sagde følgende: ”Min far lærte mig, at der er to slags mennesker i verden, dem der udfører arbejdet, og dem der tager æren for det. Vælg den første slags, for der er konkurrencen ikke så stor!”

Man skulle næsten tro, at hendes far havde hørt, hvad Jesus sagde: ”Det er den største, der tjener mest.” At være andres tjener er ikke noget, man stræber efter i almindelighed, ligesom det ikke er så stort bare at få arbejdet gjort. Allerede fra børn af lærer vi, at der er forbundet en ære ved at have udført et stykke arbejde. Men inden længe har vi lært os, at tage æren for noget, som vi ikke har gjort. Kunsten er at lade være med at tage æren, men at gøre arbejdet med den indstilling, at det er en ære at tjene. Hvis du har gjort et stykke arbejde, med den indstilling, kan man sige, at det bærer æren i sig selv.

lht

Uge 38

En eller tusind

Det er mærkeligt, hvordan mængde eller antal pludselig kan ændre en situation. Hvis der er mange til stede, så bliver det pludseligt mere værd. Hvis der kun er få, så undskylder man. I morges udtalte H. J. Bonnichen, tidligere PET chef, sig i en sag, og gjorde det som sædvanligt skarpt, nøgternt og præcist, hatten af for folk der tør det!

Citat: ”De tror, at hvis man smider en sten, er det kriminelt, men hvis man kaster tusind, er det en politisk aktion.”

Desværre ser det ud til, at der på mange områder i livet laves der samme regnestykke. Når man bare tænker på de mange ting, Guds ord siger, så er der rigtig mange ting, som fejes af banen, bare fordi der er mange der gør det, så må man finde en anden forklaring, end at Gud virkelig mener, hvad han siger.

lht

Uge 37

Er jeg ved at blive ung?

Før i tiden brugte man et udtryk, som ’han er ved at gå i barndom’, nu er man bare senil eller måske endda senildement, absolut ikke noget at spøge med!

Forleden stødte jeg på en aforisme, (kort afgrænset tanke), (det vidste jeg heller ikke, før jeg slog det op J), af Picasso: ”Det tager lang til at blive ung.” Mon man har levet længe nok til at kunne kalde sig for ung? I hvert fald drømmer jeg stadig om at gøre noget, der kan forandre tingene til noget bedre. Drømmene har den fordel, at de i dag er fyldt med snart mange års erfaringer, jeg kan jo så håbe på, at de er blevet mere realiserbare, men forhåbentlig ikke alt for kedelige.

Lad mig slutte med et par ’aforismer’ af mine ’egne’:

”Tro er en lige, men smal vej. Tvivl og bekymring er en bred, snoet og forgrenet vej.”

”Tro har kun en mulighed. Tvivl har mangfoldige.”

lht

Uge 36

Kald eller arbejde

Da jeg var ung, var der mange, der havde et kald. Hjemmesygeplejersken, søster Olga, lægen, nogle af lærerne, og ikke mindst præsten. Nu er det nærmest alt sammen blevet byttet ud med et arbejde. Man er nøje med arbejdsmarkeds aftaler og arbejdstidsskemaer, pension osv. Alt sammen meget godt, men et eller andet er der gået tabt. Det virker som om, Guds vilje og plan med vore liv er forsvundet ud af billedet. Missionæren, der skulle forkynde evangeliet på alle mulige, og umulige måder, er blevet erstattet af social og nødhjælps arbejdere på overenskomst, ikke et ondt ord om det, men alligevel en tanke værd. I min alder er der mange der spørger: ’Hvad har du været?’ (Jeg er altså ikke noget mere J), mit svar er konsekvent: ’Jeg ER præst!’ Det kald har jeg fået og har tænkt mig at blive ved med at VÆRE så længe, jeg ER!

lht