onsdag den 28. marts 2012

Uge 13

Hvad sker der, når grundvolden vakler?

Som dreng så jeg, hvordan man byggede huse på den gamle mose, her hvor vi havde løbet på skøjter mellem træerne, fordi vandet var steget og frosset. Ikke nogen dårlig legeplads, men at bygge huse der, det rystede alle på hovedet af. Hvorfor? Man kunne ikke lave en solid grundvold, og tiden efter viste også, at det var tåbeligt, husene sejlede bogstavelig talt, og det blev en kostbar affære.
En anden gang så jeg, hvordan man flyttede et helt hus til en ny grundvold. Huset stod i vejen, men man ville gerne bevare det, så man lagde en ny grundvold, og flyttede hele huset ca. 100 meter med lodder og trisser. Noget af en bedrift. Men det var nødvendigt, hvis man ville bevare huset.
Vi oplever for tiden et forsøg på at ændre grundvolden for mange ting. Vi ser det blandt andet i vore kirker, hvor der pludselig skal ændres på tros grundvolden for at tilpasse sig tiden. Det ville være godt, hvis det var fordi, den gamle grundvold var dårlig eller forkert, men det, der sker nu, er ikke en fornyelse, men en rokken ved de sande værdier, og det slipper man ikke godt fra. Når grundvolden rokkes, så falder huset til sidst, og i værste fald står det ikke til at redde.
For mere end 300 år siden skrev Brorson følgende: ”Den grund, hvorpå vi bygger, er Kristus og hans død.” Han havde forstået, hvad der var en absolut sikker og tidløs grundvold. Paulus siger det på følgende måde: ” Ved Guds nåde har jeg som en erfaren bygmester lagt et fundament og andre har bygget ovenpå. Men vi må alle passe på, hvordan vi bygger. For det er ikke muligt at lægge et andet fundament end det, der allerede er lagt, nemlig Jesus Kristus.” (1. Kor. 3:10-11). Det er godt at prøve noget nyt, men det er klogt at lytte til advarsler om, at det her går galt!
lht

tirsdag den 20. marts 2012

uge 12


Uge 12/12

Bibelen taler om at de gamle har lov til at drømme, mens de unge skal se syner. Ind imellem virker det modsat, og det sker vi kalder de unge for nogle drømmere. Hvordan mon det kan være? Eller gør det overhovedet noget?

Et syn burde være det samme som en vision, et billede på noget man kunne tænke sig skulle blive til noget. Uden syner går et folk til grunde, så hvis de mangler ser det ikke godt ud, derfor er det af betydning for hele folket, at ungdommen har en vision. En vision er ikke bare et billede af det, der er, noget som plejer at være, det er noget nyt. Så I unge, se at komme i gang, se noget mere og længere, ellers kører vi alle sammen fast!

De gamles drømme er måske ikke så konkrete, men derfor behøver de ikke at være umulige. Det tager måske lidt længere tid, men det skal nok blive til noget, der skal bare lidt mere udholdenhed til. Selv om de gamle sidder med erfaringen og traditionen og forhåbentlig også visdommen, så er det kedeligt, hvis de skal sætte tempoet.

Hvad er det dog for noget jeg siger? Det er såmænd bare et ønske om at de unge vover at lægge sig i spidsen og sætter lidt fart i foretagendet! Det er ikke nok bare at sige, vi vil have noget andet, der skal en vision på bordet, så se at komme i gang!:-)
lht

tirsdag den 13. marts 2012

Uge 11 2012

11/12

Der skal ikke ret meget til for at fange vores opmærksomhed, men der skal heller ikke ret meget til, før vi glemmer igen. ”Ude af øje, ude af sind!” I mange tilfælde betyder det ikke noget, men desværre gør det sig også gældende, når det drejer sig om vigtige ting. Vi ved at mange kristne, og mange andre, lever under forfulgte vilkår, men hvor tit husker vi på det, for slet ikke at tale om, at gøre noget ved det? I søndags var det bededag for Burma, så vi blev igen mindet om, de uhyrligheder mange bliver udsat for, men inden længe er det nok glemt igen, hvis vi ikke gør noget ved det, hele tiden. Burma er bare et sted, desværre er der mange flere. Kan vi hjælpe hinanden med at huske på det? Vi kunne måske gøre som Cato i det gamle Rom, der, hver gang han talte, sluttede med: ”For øvrigt mener jeg, at Kartago bør ødelægges!”
Det lader til, at der er større bekymring for, hvad man ikke gør, end for hvad man gør. At man ikke går i kirke, det bemærkes, som noget der må gøres noget ved. Luk kirkerne. Men når man vil tvinge præsterne til at handle imod, hvad Guds ord siger, så lyder kirkeministerens svar: ”Det kommer vi nok over, for inden længe så har man vænnet sig til det!” (politisk indførelse af vielse af homoseksuelle). Samme måde at tænke på, at man bare skal blive ved, så lykkes det til sidst.
lht

tirsdag den 6. marts 2012

10/12

Uge 10/12

Hvis du bare bliver ved, så lykkes det til sidst! Det er en meget almindelig opmuntring i indlæring af forskellige ting. Øvelse gør som bekendt mester. Til sidst sidder det på rygraden, det er blevet en rutine eller en vane. Vi kan sikkert alle blive enige om, at gode vaner er noget positivt, hvis det drejer sig om noget, der er godt.
På dansk skal der bare et lille bogstav til for at gøre det til noget dårligt, u-vaner! Straks er det helt forkert, noget vi ikke synes om. Det virker desværre som, at uvaner efter lang tids og regelmæssig brug, pludselig går hen, og bliver accepteret. Bare du bliver ved længe nok, og bare man er mange nok, der gør det, så bliver det acceptabelt! Hvis det drejer sig om ligegyldige ting, så betyder det selvfølgelig ikke så meget, men ikke desto mindre er det en farlig vej at begive sig ind på.
Jeg har bemærket, at der ret ofte kommer nye forslag om for eksempel etiske, moralske lovgivninger, der motiveres med, at mange gør det alligevel, så bliver det accepteret, som det normale, og så kan vi lige så godt lovgive efter det, så bliver uvanen godkendt som en vane! Uden at begive mig ind i debatten om skilsmisse, det kan der siges rigtig meget om, så er det det sidste eksempel på en sådan ændring. Dagens udtalelse fra ministeren lød: ”Hvorfor gøre det så svært at blive skilt, når 40 % af alle ægteskaber alligevel ender med skilsmisse. Lad os gøre det lettere, så det ikke tager så lang tid!” Mit spørgsmål er: Hvorfor ikke gøre en større indsats for at hjælpe mennesker, inden de bliver gift, og prøve at hjælpe og vejlede undervejs, så det ikke skal slutte så sørgeligt?”

lht