Uge 52

En bekymring der ikke gik i opfyldelse

Jorden gik ikke under! Det er dårligt nok overstået, før nye undergangsteorier tager pladsen for de gamle. Det forfærdelige er, at det efterhånden går som i eventyret, hvor drengen for sjov råber ’ulven kommer’, så folk til sidst ikke længere reagerer, men bare tror det er for sjov. Når så ulven kommer, er der ingen der reagerer. Ifølge Bibelen så går jorden under, men Jesus kommer igen først. Det høres der ikke meget om, men Guds ord opfordrer os til at være beredt på det. Det ville være noget at fylde nyhedsmedierne med, så mennesker kunne gøre sig klar til det. Der er så meget, der tyder på, at det snart kan være slut, så lad os glæde os over, at Jesus kommer, for at oprette sit evige rige, det bliver et herligt rige. Lad ikke verdens skræmsels propaganda få overtaget, men lad os fylde det ny år med frelsens gode nyheder.

lht

Uge 51

En der tør

Jeg fik tilsendt en kopi af Poul Hoffmanns kronik i KD 29. november: ”Mens vi venter på den store advent” Den kan findes på nettet hos KD. Endelig en der tør sige sandheden lige ud. Godt gået PH.

Endnu engang har vi oplevet en chokerende debat om abort, hvor man er chokeret over, at fostre, der bliver aborterede, viser tegn på liv efter aborten, hvilket jo er meget forstyrrende, men så kommer det værste, og det er overlægens og jordmoderens uhyrlige bortforklaringer: Overlægen udtaler, at det ikke er noget at bekymre sig om, da fostret ikke ville kunne overleve. Det kan vel ikke undre nogen, andre, der er blevet udsat for mordforsøg, gisper jo også efter livet. Mit spørgsmål er, hvis man ikke havde forsøgt på at slå fostret ihjel, ville det så have overlevet? Jordmoderen, der udtaler sig på TV, synes, at man af hensyn til fostret skal slå det ordentligt ihjel inden fostret kommer til verden! Det er da en forfærdelig afstumpet tankegang, der efterhånden råder. Brug dog jeres gode evner og kunnen til at redde liv i stedet for at ødelægge.

lht

Uge 50

Til advent og jul

Inspireret af søndagens prædiken forberedelse skrev jeg følgende salme, som hermed er til fri afbenyttelse. Tekst: Matt. 2:1-12.

Mel.: Min Jesus lad mit hjerte få

1.

Nu dagen er så mørk og grå,

med kulde, slud og regn.

Vi alle lyset venter på,

og spejder efter tegn.

2.

I sol og måne, stjerners hær,

en stjerne lyser klart.

Den vidner om vor Frelser kær,

det er så åbenbart.

3.

Et lys fra Gud, så klart fremstod,

og leder os på vej.

Det mørkets kræfter ej forstod,

at stjernen viser sig.

4.

Engang den ledte vise mænd,

nu lyser den for os.

Så vi til frelsen vises hen,

den byder mørket trods.

5.

Nu dagen er så lys og klar,

Guds lyset bringer fred.

Guds fred som al vor frygt bortta’r,

ved Jesu kærlighed.

Leon Have Thomsen, december 2012

lht

Uge 49

Gaveræs eller?

Hvis man er velsignet med en god flok børnebørn, som vi er, så kender man til det med ønskesedler i denne tid. Der er mange fantasifulde ønsker, og til tider må vi spørge os selv: ”Hvad er det for noget?” Men det meste kan opklares på internettet! Tak og lov for det, så behøver man ikke være helt dum J. Jeg tror, at vi som mange andre bedsteforældre har måttet erkende, at vi ikke kan følge med, hverken hvad ideer og penge gælder, og når vi selv skal give ønsker, så bliver det ofte til: ”Det er ikke så vigtigt, I skal bare finde på noget, som er jer.” Virker det bekendt? Det er jo ikke gavens størrelse, men tanken der tæller. Det er så let at glemme, hvorfor vi giver gaver, nemlig fordi Gud gav os gaven over alle gaver: Jesus. Ofte giver vi af overflod til overflod. Måske skulle vi i stedet rette vore gaver mod dem, der ikke har, og således afhjælpe en nød, hos nogen med et underskud. Der er en, der har sagt: ”Giv hvad du kan, så giver Gud dig, hvad du behøver!”

lht

Uge 48

Skub på!

Ind imellem, skal vi bare have et lille skub for at få os i gang. Til andre tider skal der et ordentligt skub til. Men uanset hvilket skub vi har brug for, så er her et, der kan bruges i alle tilfælde. Begejstring, det er det bedste skub, man kan få eller give. Der er intet, der inspirerer mere end, at der er begejstring, for det man foretager sig. Lad os glæde os over, når der er nogen, der forsøger, også selv om vi ikke selv tør! En har sagt noget i denne retning: ’Begejstring er god til at skubbe bag på, når det går op ad bakke.’ Så skub bare på!

lht

Uge 46

”Hallo, er der nogen hjemme?”

De fleste husker sikkert ”Hugo” den lille trold, der lavede konkurrencer med os på TV.  Han bankede på skærmen og fik dermed vores opmærksomhed. Jeg kunne godt bruge ham igen, i i-Phone og i-Pad tidsalderen, når man sidder i en samtale, på et møde, ja også på gudstjenester, og ser opmærksomheden rettes mod de små skærme, som bringer et lydløst budskab, som straks kræver opmærksomhed. Som præst overvejer jeg, om det er en mail eller en sms jeg skal til at sende, men det går nok ikke, for hvad skal de stakler så gøre, som stadig gerne vil bruge deres ører og opmærksomhed på at høre. Kære elektronik afhængige, lad mig med Hugo spørge: ”Hallo, er der nogen hjemme?” Vi vil gerne være nærværende sammen med jer!

lht

Uge 45

Kæmp for alt…

I denne uge har der været stor debat om, at få lov til at bevare et juletræ i det offentlige rum, som mange års tradition har været, men et lille muslims flertal har dømt det ude, hvilket står i en skærende kontrast til, at man i samme område har brugt masser af penge på en muslimsk højtid. DR har gjort det samme, og dækker sig nu ind under at man da også dækker julehøjtiden med julekalender for både børn og voksne. Men helt ærligt, så har de eventyr, der diskes op med for børn, så godt som intet med jul at gøre. Og dem for voksne er vist ikke bedre, sikkert som sædvanligt i den slags fyldt med eder og forbandelser. Hvad med at fortælle om julens egentlige budskab?

Efterhånden ’helliggøres’ alt ugudeligt, så vi skal til at tro på, at det er kristendom. I forbindelse med Halloween, bekendtgjorde en nordjysk kirke, at det skam passede godt til påskens budskab, fordi man gjorde nar af døden!? Det må man vist kalde forvirring på et højere plan.

lht

Uge 44

Underordnet eller underordnet?

Så langt stavekontrollen har fortalt mig, så er det nøjagtig det samme ord. Nogle vil sige, det kan da være underordnet, og så har man allerede begyndt at give en forklaring på ordene. I den første betydning betyder det altså: ’Det er da ligegyldigt!’ Den anden betydning, som jeg gerne vil have fat i er: ’At være under en andens ledelse/besstemmelse!’

Man kan sige: Det er mig der bestemmer, du skal bare underordne dig. Her taler vi altså om magt. Primært har Gud al magt, så derfor burde det være en naturlig ting at underordne sig ham. Mange ledere prøver, i Guds navn, at tilrane sig denne position, og dette vil uden tvivl føre til selvophøjelse, magtsyge og vildfarelse. Det er ikke nogen ny ting, og som man siger: ”Hvis man ikke kan få sin vilje, så kan man da bare købe en kanon og begynde for sig selv.” Det betyder ikke, at alt nyt, eller nye initiativer, er af det onde, men det er vigtigt at spørge, om det er gjort, fordi Gud gav en vision, eller var det bare en ny kanon?

Apostelen Peter skriver en vigtig hilsen i slutningen af sit første brev, der sætter dette ind i et rigtigt perspektiv:

 ”Og nu et ord til jer, der er ledere i en menighed. Jeg er selv leder og var vidne til, hvordan Kristus måtte lide, og jeg vil sammen med jer få del i hans herlighed, når den engang åbenbares. Jeg beder jer nu: Vær gode hyrder for den del af Guds hjord, I har fået ansvar for. Jeres tjeneste skal bygge på ønsket om at gøre Guds vilje og ikke fordi, I føler jer tvunget til det. Gør det ikke for pengenes skyld, men fordi I gerne vil. Pas på ikke at se menigheden som nogle, I hersker over, men vær et forbillede for dem. Når så overhyrden kommer, vil I blive belønnet med en herlig sejrskrans, der aldrig visner. Også jer unge har jeg et ord til: I skal underordne jer lederne. Ja, I skal alle sammen være ydmyge over for hinanden, for »Gud modarbejder de hovmodige, men de ydmyge giver han nåde.« Hvis I vil bøje jer under Guds vældige magt, vil han ophøje jer, når tiden er inde til det. Kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer. Vær altid på vagt over for jeres modstander, Djævelen, for han strejfer omkring som en brølende løve på jagt efter et offer. Vær stærke i troen og stå hans fristelser imod. Tænk på, at andre kristne over hele verden må gennemgå de samme lidelser, som I skal igennem. Det er kun en kort tid, I må lide. Al nådes Gud, som gennem Kristus har kaldet jer til evig herlighed, vil opmuntre, støtte, styrke og befæste jer. Ham tilhører magten i al evighed. Amen” (1. Pet. 5:1-11).

Tænk hvis vi levede efter den formaning, så ville der blive plads til en eksplosion af nye initiativer, og stor respekt for det sande og prøvede.

lht

 

Uge 43

Legaliseret mord

Før weekenden var en af topnyhederne, at man nu er begyndt at rejse til Sverige for at slå sit ufødte barn ihjel. Spørgsmålet om abort har længe plaget mange. Meningerne er delte i alle lejre, og argumenterne er mere eller mindre forståelige. Sygdoms eller sociale grunde er ofte brugt. Det her skal ikke være et debatindlæg i spørgsmålet om abort, men jeg synes, at alle grænser for moral og anstændighed nu er overskredet, når man på en ”sviptur” til Sverige kan få lov til at myrde sit ufødte, sunde barn, fordi det ikke har det rigtige køn! Hvis man skal have lov til denne praksis, så er 50 % af ufødte børn i potentiel fare for at blive myrdet. Skulle man drage en forfærdende konsekvens af dette, så burde man frikende 50 % af alle mordere, hvis de bare ville hævde, at den myrdede ikke havde det rigtige køn! Tåbeligt, ja vist, men siden hvornår er alder blevet afgørende for, om det er mord?

lht

Uge 42

Trængsel

Der tales en del om trængsel for tiden. Man har endda nedsat en trængselskommission, for at løse problemet, men tilsyneladende har det bare skabt et nyt. Bibelen bruger ordet i en noget mere alvorlig betydning, Den Store Trængsel, eller måske forfølgelse. Guds folk er forfulgt mange steder, men det er tilsyneladende ikke noget, der har vore politikeres store opmærksomhed. I situationer, hvor der klart er tale om overtrædelse af menneskerettigheder, gør det ikke så meget, hvis det bare er de kristne, det går ud over, så kan vore ministre endda finde på at sige, at vi bare skal væbne os med lidt tålmodighed, eller bare rolig det går nok. Her er der tale om en skjult forfølgelse, også kaldet forførelse, man bilder os ind, at det ikke er så slemt, men i virkeligheden sælger man andres liv, for at hytte sit eget skind. Vi kan sikkert ikke ændre så meget på den virkelighed, men bild os ikke ind, at det går nok!

lht

Uge 41

Jeg tror på Gud!

Når dette udsagn fremføres, fristes jeg altid til at spørge: ”Hvilken Gud? Selve betegnelsen ’Gud’ siger nemlig ikke noget om, hvem denne gud er, hvordan han/hun er osv. Derfor synes jeg den debat om hvilket gudsnavn, der er det rigtige, er en smule afsporet.

Navne og begreber har det med at optræde i sproggrupper. Tag f.eks. danske, norsk, svensk, engelsk og tysk: Gud, God, Gott. Tag f.eks. latinsk, fransk, spansk, italiensk: Deus, Dieu, Dios, Dio. Alle disse navne er brugt i de respektive sprogs bibler. Hvilket vi ikke har noget problem med, for de sprog kender vi jo lidt til. Men ingen af disse navne alene fortæller, hvem Gud er! Hvis vi går til Bibelens grundtekster, så har vi igen et par eller tre nye navne: Græsk –Theos, hebraisk JWHW, (Jahve eller Jehova) og Elohim, nu får navnene lidt mere betydning med ofte fordi de er kædet sammen med andre navne. Skal vi lige tage nogle stykker til, der hører hjemme i EU: Finsk – Jumala, estisk – Jumal, ungarsk – Istun. Mon ikke det er klart nu, at Gud er ikke kun et ord eller  et navn. I al min iver glemte jeg sandelig, det navn der giver hele balladen i vores tid: Arabisk – Allah!

Som i mange af de andre tilfælde, så er det også bare en del af en sprogfamilie, hverken mere eller mindre!

Hvis vi gør os ulejligheden, hvilket jeg synes man skal, med alt lære Guds natur og karakter at kende, så vil der ikke gå lang tid, før vi kan skelne den ene gud fra den anden, og det er sagens kerne: Hvis man bruger navnet Allah i en bibel, så betyder det Gud, som i vores danske bibel, og Bibelen forklarer, hvordan Gud er, (ikke mindst i åbenbaringen gennem Jesus)! Hvis du bruger navnet Allah i f.eks. Koranen, så taler vi ifølge Koranen selv om en helt anden gud. Lad os lære Gud at kende, og så gøre ham kendt, i stedet for at diskutere hvilket navn vi skal sætte på ham.

lht

Uge 40

Tankens brug

I 2009 oversatte jeg Sarah Youngs andagtsbog ’Jesus Kalder’, der er udgivet på forlaget Scandinavia. Vi læser selv dagligt i den med glæde, (trods de mange stavefejl, pga manglende korrekturlæsning L). Den anden dag fangede denne sætning mig: ”Den menneskelige forstand er toppen af mit mesterværk, men meget få bruger den til dens primære formål – at kende mig.” (29. 9.). Der bruges utrolig megen tankevirksomhed på at bortforklare Gud, eller på at finde undtagelser fra reglen, så man kan komme udenom, hvad Gud siger. Man prøver på at gøre alle guder lige, ved at tegne et forvansket billed af hvem Gud virkelig er. Ifølge Paulus et gammelt trick, som Satan har brugt lige fra skabelsen af til at forføre mennesker: ”Men jeg er bange for, at det skal lykkes nogle af de falske forkyndere at dreje jeres tanker bort fra den rene og enkle hengivenhed over for Kristus, ligesom Slangen narrede Eva med sin snedige overtalelsesevne.” (2. Kor. 11:3)  Kunne det være på tide, at vi slog et slag for de bibelske sandheder?

lht

Uge 39

Arbejde & Ære

Den anden morgen hørte jeg et citat fra Indira Gandhi, hvor hun sagde følgende: ”Min far lærte mig, at der er to slags mennesker i verden, dem der udfører arbejdet, og dem der tager æren for det. Vælg den første slags, for der er konkurrencen ikke så stor!”

Man skulle næsten tro, at hendes far havde hørt, hvad Jesus sagde: ”Det er den største, der tjener mest.” At være andres tjener er ikke noget, man stræber efter i almindelighed, ligesom det ikke er så stort bare at få arbejdet gjort. Allerede fra børn af lærer vi, at der er forbundet en ære ved at have udført et stykke arbejde. Men inden længe har vi lært os, at tage æren for noget, som vi ikke har gjort. Kunsten er at lade være med at tage æren, men at gøre arbejdet med den indstilling, at det er en ære at tjene. Hvis du har gjort et stykke arbejde, med den indstilling, kan man sige, at det bærer æren i sig selv.

lht

Uge 38

En eller tusind

Det er mærkeligt, hvordan mængde eller antal pludselig kan ændre en situation. Hvis der er mange til stede, så bliver det pludseligt mere værd. Hvis der kun er få, så undskylder man. I morges udtalte H. J. Bonnichen, tidligere PET chef, sig i en sag, og gjorde det som sædvanligt skarpt, nøgternt og præcist, hatten af for folk der tør det!

Citat: ”De tror, at hvis man smider en sten, er det kriminelt, men hvis man kaster tusind, er det en politisk aktion.”

Desværre ser det ud til, at der på mange områder i livet laves der samme regnestykke. Når man bare tænker på de mange ting, Guds ord siger, så er der rigtig mange ting, som fejes af banen, bare fordi der er mange der gør det, så må man finde en anden forklaring, end at Gud virkelig mener, hvad han siger.

lht

Uge 37

Er jeg ved at blive ung?

Før i tiden brugte man et udtryk, som ’han er ved at gå i barndom’, nu er man bare senil eller måske endda senildement, absolut ikke noget at spøge med!

Forleden stødte jeg på en aforisme, (kort afgrænset tanke), (det vidste jeg heller ikke, før jeg slog det op J), af Picasso: ”Det tager lang til at blive ung.” Mon man har levet længe nok til at kunne kalde sig for ung? I hvert fald drømmer jeg stadig om at gøre noget, der kan forandre tingene til noget bedre. Drømmene har den fordel, at de i dag er fyldt med snart mange års erfaringer, jeg kan jo så håbe på, at de er blevet mere realiserbare, men forhåbentlig ikke alt for kedelige.

Lad mig slutte med et par ’aforismer’ af mine ’egne’:

”Tro er en lige, men smal vej. Tvivl og bekymring er en bred, snoet og forgrenet vej.”

”Tro har kun en mulighed. Tvivl har mangfoldige.”

lht

Uge 36

Kald eller arbejde

Da jeg var ung, var der mange, der havde et kald. Hjemmesygeplejersken, søster Olga, lægen, nogle af lærerne, og ikke mindst præsten. Nu er det nærmest alt sammen blevet byttet ud med et arbejde. Man er nøje med arbejdsmarkeds aftaler og arbejdstidsskemaer, pension osv. Alt sammen meget godt, men et eller andet er der gået tabt. Det virker som om, Guds vilje og plan med vore liv er forsvundet ud af billedet. Missionæren, der skulle forkynde evangeliet på alle mulige, og umulige måder, er blevet erstattet af social og nødhjælps arbejdere på overenskomst, ikke et ondt ord om det, men alligevel en tanke værd. I min alder er der mange der spørger: ’Hvad har du været?’ (Jeg er altså ikke noget mere J), mit svar er konsekvent: ’Jeg ER præst!’ Det kald har jeg fået og har tænkt mig at blive ved med at VÆRE så længe, jeg ER!

lht

Uge 34

”Den danske sprog”

I de mange år jeg har prøvet at udtrykke meninger på vort danske sprog, er jeg kommet ud for mange morsomme, men også forfærdelige situationer. Som tolk for Luis Palau, lavede jeg denne bommert: ”They made Titanic so safe, tat nobody could sink it.” Det blev så i farten til: “De gjorde Titanic så sikker, at ingen kunne synke den.” Det havde nok også været lidt af en mundfuld. Så jeg blev godt til grin. Så jeg kan godt forstå, at ’den danske sprog er svært’.

To ting, der forundrer mig, er, hvordan går det til, at flygtninge og indvandrere lyn hurtigt mestrer hele paletten af eder og forbandelser? Det kan de fleste til fulde, inden de kan tale rent. Det samme har jeg lagt mærke til hos mange småbørn. Der må da være nogen, der lærer dem det.

TV og Radio er sikkert gode læremestre. Dette er så den anden ting, der undrer mig. Jeg har prøvet at påtale det overfor både DR og TV2, men får bare at vide, at sådan er det bare. Jeg fatter ikke at TV værter og veluddannede journalister hele tiden skal påkalde Satan, Fanden og Helvede, for slet ikke at tale om eder som: ’Kraft edder rådne mig’. Det er en bøn om, at kræften skal æde en op! Er det virkelig det sprog, man lærer på de forskellige uddannelses institutioner?

Kunne man tænke sig at tænke på forurening og miljø fra en ny vinkel?

lht

Uge 33

Skam dig København

For nøjagtig 40 år siden fyldtes København med lovprisning til Gud. Unge i hundredvis fortalte om Jesus på gader og stræder, mange hørte evangeliet og omvendte sig. Ugen kulminerede med Den Lange Dag, hvor tusindvis samledes i ophøjelse af Jesus. En glædesmarch gik fra Fælledparken til Rådhuspladsen, efter en dag med lovsang og jubelråb i byen. Omkring 10.000 unge og ældre samledes på Rådhuspladsen for at ophøje Jesus og sende 250 ung til Olympiaden i München, hvor de sammen med flere tusinde skulle vidne om Guds store gerninger.

I disse dage fyldes København med proklamation af ugudelighed, og det som Guds ord kalder en vederstyggelighed, hvilken kontrast. Pride Festival kalder man det meget betegnende, stolthedens, hovmodets festival, hvor man herliggør ugudelighed og synd. Dette støttes af Københavns Kommune og store danske og internationale firmaer, skam jer!

Kære præstekolleger og medkristne, hvor længe skal vi finde os i at både kirke og by skal være med til at håne den levende Gud?

Guds ord siger: ” Derfor er han så meget desto mere opsat på, at vi tager imod hans nåde, som der står skrevet: »Gud modarbejder de hovmodige, men de ydmyge giver han nåde.« Altså skal I underordne jer Guds vilje. Hold stand over for Djævelen, så går han sin vej. Hold jer nær til Gud, så holder han sig nær til jer. Bed om tilgivelse for jeres onde handlinger. Og I, der står med et ben i hver lejr, I skal indvi jeres liv helt til Gud. Græd over det onde, I har gjort. Sørg over det med oprigtig anger. Skift latteren ud med bedrøvelse og alvor. Bøj jer ydmygt for Herren, så vil han rejse jer op.” (Jak. 4:6-10).

lht

Uge 32

Hvad er livet?

Normalt måler vi det i et antal år, få eller mange, alt efter, hvad vi er blevet tildelt. Engang imellem kan man godt reflektere over, hvad det så blev til med livet. Da jeg var dreng, spurgte man om, hvem dine forældre var, mit livs ophav var det vigtige. I dag spørges der om, hvad jeg laver, min herkomst er ikke så interessant, bare jeg kan bidrage med noget. Men hvad er livet? En eller anden har sagt, at det ikke de år du har levet, men det du husker. Måske skulle man give det en lille drejning og sige: ’Det du huskes for!’ En gammel vise siger det sådan: ”Minderne har man da lov at ha’, dem kan man aldrig ta’.” Hvad mindes du? Prøv at fortælle din historie, sammen med en, der har levet i det samme liv. Det er en ret spændende oplevelse, og de er værd at samle på, for det er livet!

lht

Uge 31

Ord

På en feriedag besøgte vi Vedersø kirke og præstegård, hvor vi igen blev mindet om, hvilen pris der kan blive nødvendig at betale for det man siger. For Kaj Munk blev det den højeste jordiske pris.

Selv elsker jeg at lege med ord, men det er ingen ordleg, det er for legende let. Der er dyb alvor bag. Ord er skabende og ødelæggende. Gud skabte med sit ord. Vi har fået samme mulighed, men den mulighed bliver kun til virkelighed, når ordene følges af handling.

Der er to ord, der har optaget mig en del: Nærhed og nærvær. Tilsyneladende meget ens, og alligevel er de så forskellige. Nærhed, betyder ikke langt fra, i nærmeste omgivelse. Nærvær, betyder til stede, sammen med. Ikke nogen lille forske.

lht

Uge 30

Er det Guds vilje?

Det sker ret ofte, at vi støder på dette spørgsmål, ofte med et anstrøg af bitterhed: ”Hvis det er, så kan du altså ikke være det bekendt, Gud!” Det sker, når vi står overfor de mange ting, vi ikke forstår, eller hvis vi ikke får det, sådan som vi gerne vil.

I andagtshæftet ’Et ord til Dagen’, læste jeg den anden dag et citat: ”Abraham Lincoln blev engang spurgt, hvorvidt han var sikker på, at Gud var på hans side. Han svarede: ’Det har jeg ikke tænkt så meget på. Jeg vil bare gerne være sikker på, at jeg er på Guds side.’”

Ikke nogen dårlig regel at lægge sig på sinde. Jeg behøver ikke tigge om Guds hjælp og indgriben, den er jeg blevet lovet, det vidner et utal af skriftsteder om. Så det gælder om at vælge Guds side uanset prisen.

lht

Uge 29

Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt

Man kan godt trække på smilebåndet af denne spøgefulde konklusion, men til tider kunne man godt få den ide, at det er rigtigt.

For tiden følger mange med i Tour de France og er meget optaget af de store præstationer, men så kommer der pludselig et skår i glæden, en eller anden bliver smidt ud på grund af doping, og så kender forargelsen ingen grænser, eller man konkluderer, at de er nok alle dopede. Det er klart, at stoffer og misbrug er noget møg, der skal bekæmpes med alle midler, så det er ok med bortvisning og karantæner.

Men lad os så lige skifte scene. I kunstens og kulturens verden, her bliver det nærmest fremhævet som noget, der skal til for at være rigtig og berømt. Tag f.eks. Jackson, Houston og Presley, alle med stor berømmelse og kæmpe idol status, hvorfor er deres kunst ophøjet til det himmelske? Hvad med en doping karantæne, i stedet for til stadighed lade deres efterkommere og producere spinde guld på deres elendighed?

Jo, jo, jeg ved det godt, de er jo kunstnere, og så er det ikke så slemt. Dobbeltmoral?

lht

Datterens skud

Uge 28

Har du tid?

Tid er noget mærkelig noget. Hver dag har vi fået tildelt lige mange timer, men det er meget forskelligt, hvad vi får ud af dem. Tide løber, siger vi, eller hvis der sker et eller andet, kan vi sige, tiden gik i stå.

I mit arbejde med oversættelse, kom jeg over en fin lille sætning, som sætter tid i et helt nyt perspektiv: ”Kærlighed staves T.I.D.” Altså, det drejer sig om at bruge tiden til at være nærværende. Den bedste anvendelse af den definition, har Gud vist os, han har lovet at ’være med os alle dage’, altså en betingelsesløs kærlighed.

I dag skifter jeg igen alder, men et eller andet sted betyder det vel bare, at jeg har fået lov til at være endnu et år.

lht

Uge 27

Hvem gør vi det for?

På dansk har vi et begreb, der hedder gudstjeneste. Det er et meget forklarende og præcist udtryk. Nemlig tjeneste for Gud. Spørgsmålet er bare, om det er det, vi gør. Det virker snarere som om, det er noget vi arrangerer for mennesker. Hvis vi ikke kan lide stilen, så bliver vi væk, eller går hen til et andet sted, hvor vi trives bedre, fordi de passer os. Men hvor blev tjenesten af Gud af? Vi kan også finde på at aflyse gudstjenester i perioder, for der kommer ikke så mange, eller vi er på ferie. Gad vide, hvad der blev af gudstjenesten? Den engelsk talende verden har et meget bedre udtryk, de kalder det for service, det er vist meget mere præcist, for i de fleste tilfælde, er det betjening, vi er ude efter, måske er vi så moderne, at vi går ind for selvbetjening.

lht

Uge 26

Fair Trade?

Selvfølgelig skal vi bekymre os om, hvor vore varer kommer fra, og under hvilke vilkår de er blevet til. Det er vist det, man kalder almindelig sund fornuft. Men et eller andet sted hopper kæden af, for så snart det gælder om, at beskytte de kristne værdier og kristnes rettigheder til at tilbede den sande Gud, så har det ikke noget med Fair Trade at gøre. Vi har lige set begejstringen over store handelsaftaler med f.eks. Kina, hvor i tusindvis af kristne forfølges og fængsles for deres tros skyld, men de ofres hurtigt på handelsalteret. Israel kan man opfordre til at boykotte, for de producerer jo mange af deres varer på ”besat” jord. Men helt ærligt, hvem har besat hvad, og hvornår? Verdenssamfundet gav selv jøderne Israel tilbage, som andre så stjal igen, men det husker man ikke, det er utroligt, hvad olie kan gøre ved hukommelsen.

Jeg bliver så træt af at høre påstande leveret med den største selvfølgelighed, selv om det er løgn. Støt de troende kristne, hvor de end findes, sørg for dem og handl med dem, og hvis det kan hjælpe andre i deres lande, og det kan det, så er det bare en ekstra bonus, men hold op med at handle, der hvor det er på bekostning af de kristne!

lht

Uge25

Skammens søndag

I søndags fejrede ikke mindre end 15 kirker i København indførelsen af ugudelig lovgivning. Folk som ellers ikke gør et stort væsen ud af deres kirkegang, kunne pludselig fylde pladserne, og med præst og kirkeminister i spidsen hylde ugudeligheden som noget fantastisk.

Hvilken skændsel, og det på en søndag, hvor dagens tekst handlede om at give afkald på både venner og familie for at følge Jesus. Teksten opfordrer til at overveje prisen og så betale den, Men nej, i stedet fylder man balloner i strålende farver og sender dem til himmels, hvilken spot, at sende en kunstig regnbue op på himlen. Håber man har beregnet omkostningerne og vender om.

lht

Uge 24

Meld dig ud af samfundet

Hvor længe skal man blive ved med at finde sig i ugudelig lovgivning og gudsfjendske politiske udtalelser? Skal vi melde os ud? Det er vist det, man kalder for et godt spørgsmål. Man kan jo ikke gøre det, vi sidder i saksen på godt og ondt. Så lad os give op! Nej, nej og atter nej! Men det er nødvendigt, at være villig til at betale prisen, nemlig at blive latterliggjort og nedgjort for at holde fast på sandheden.

I ugens løb har man vedtaget endnu en ugudeligheds lov, og vores udenrigsminister fortsætter sin hetz mod alt, hvad Israel gør, kan man undre sig over, at det går som det går her i landet? Vi kunne lære noget af Cato den Ældre, der for at fastholde sine idealer, altid sluttede sine taler i det gamle Rom med ordene: ”For øvrigt mener jeg, at Kartago bør ødelægges.”

Vi kunne gøre noget lignende, og sætte handling bag vore ord.

lht

Uge 23

Kan man velsigne sig til forbandelse?

Det lyder næsten som en umulighed. Men når vi ser gennem historien, så vil vi finde mange eksempler på, at magthaverne har ønsket kirkens velsignelse over deres ugerninger, og med skam må vi erkende, at det ofte er sket. Historien kan vi ikke lave om på, vi må bare bekende vores synd og skyld, og omvende os fra at gøre det samme igen.

Det, der i disse dage er ved at ske i vores lovgivning, er en legalisering af, at det Guds ord siger, skal man ikke tage sig af, og man vil nu give rettigheder til at udføre velsignelser, der er imod det Gud velsigner. Vil man slippe godt fra det? Uden tvivl! Men i det lange løb, viser resultaterne sig. En sidste opfordring til dem, der har fået magt af folket, skal være: Vend om! Tænk over konsekvenserne! Brug nogle minutter på at læse 5. Mos 28, her beskrives konsekvenserne af ikke at følge Guds forordninger.

lht

Uge 22

Flugt eller tilflugt

I de seneste dage har der været en del skriveri om at folk flygter fra kirken, udregnet i procent lyder det voldsomt, 39 % mere end sidste kvartal, men man fortæller ikke, hvor mange det er. Men ikke desto mindre, så er der en flugt fra den ”anerkendte” kirke. Men helt ærligt, er det en institutions og skatte flugt, eller er det en tros flugt? Det var måske mere relevant, om man spurgte: Hvor mange tror på Jesus, som deres Herre og Frelser? Så ville alle tal og statistikker se helt anderledes ud!

Mange har også i de sidste uger søgt tilflugt i kirker, for at få en retfærdig og fair behandling. Flere af dem kan ikke vende hjem, fordi de vil blive forfulgt og slået ihjel, fordi de er kristne, men det betyder ikke så meget i dette ”kristne” frihedselskende land!?

Faktum er, når alt er gjort op, så er der flere kristne, end der nogensinde har været, men det tæller nok ikke i statistikken, som for øvrigt er så ligegyldig i Guds regnestykke.

lht

Uge 20

Kom Hviledagen i hu!

Der er en del kamp om at få nedlagt flere helligdage, for der skal tjenes flere penge til os alle. Samtidig hører vi om, at der er flere og flere arbejdsløse, som ikke kan få noget at lave på de almindelige arbejdsdage. Jeg har lidt svært ved at se logikken, men sådan er der så meget i politik. Kunne det være fordi vi har bevæget os så langt fra den orden Gud gav for os, at vi nu ikke kan få styr på det hele?

Jeg ved godt, at mange af helligdagene ikke er særligt forordnet af Gud, men et eller andet sted har de fleste sin rod i de gamle forskrifter.  Hvad med at vende tilbage til den orden Gud gav om at holde hver syvende dag hellig? Der ville uden tvivl være en stor velsignelse ved det, med andre ord, begynd at gøre det, der er rigtigt, i stedet for at finde på andre ting.

lht

Uge 19

”Man binder os på mund og hånd,

men man kan ikke binde ånd,

og ingen er fangne,

når tanken er fri.”

Sådan skrev PH i 1940, og det er nok blevet til en af frihedens mest kendte verslinjer. I dag tales der meget om åndsfrihed, frihed til at tale og tænke frit uden begrænsninger. Det er da værd at kæmpe for. Men hvad er det lige, der sker for tiden, når løgnen pludselig bliver ophøjet til frihedsrettigheder i åndsfrihedens eller folkemajoritetens navn? Det minder meget om det, Esajas skriver om: ”Retten er tilsidesat, retfærdigheden er gemt væk. Sandheden snubler på gaden, ærligheden kan ikke komme igennem. Ja, sandheden undertrykkes, og de, der gerne vil handle ret, overfaldes. Herren så, at der ingen retfærdighed var, og det bedrøvede ham.” (Esj. 59:14-15)

Det gudløse jubelråb stiger i takt med at Guds forordninger lider. Men skal vi ikke give tanke, tale og handlefrihed? Helt klart, men er det frihed at lade løgnen bestemme? Det bliver ikke rigtigt af at blive gentaget mange gange! ”Hvis Sønnen får sat jer fri, bliver I virkeligt frie. …I vil lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte jer fri.” (Joh. 8:36, 32). Sådan udtrykte Jesus det, og det er vel værd at høre efter!

lht

Uge 18

Sovs eller sauce?

Forleden hørte jeg en forklaring på de to, den blev vist givet med et anstrøg af ironi. Men alligevel: Sovs er et tilbehør til maden, der får den til at glide bedre ned, og forhøjer smagen.

Sauce er et kunstnerisk udtryk, der med nogle få dråber formår at svine en tallerken til, og derudover bare driller ganen.

Med sauce formår man at blive verdens bedste restaurant, hvordan man så end får det til at harmonere med det nordiske sovsekøkken.

Nå spøg til side, vi har nok en tendens til at nedgøre det små, men et eller andet sted kan det rumme nogle store værdier. Tag nu f. eks. Nadveren, her er der ikke ret meget at skrive hjem om, hvis det skulle gøre det ud for et måltid, og alligevel er dets dybe indhold af så stor værdi, at det overgår al forstand, men alligevel af en sådan beskaffenhed, at selv den enfoldige, barnlige kan deltage og få alt ud af det.

Måske verdens bedste måltid!?

Lht.

Uge 17

Nye koste fejer bedst, siger man, og det har altid en lidt fornærmet klang over sig. Vi er ikke så glade for, at der er nogen, der er bedre end os til at gøre tingene, og inden vi ser os om, er vi blevet modstandere af alt nyt.

Jeg så en udtalelse, der lød sådan: ”Modstand mod forandring er universel!” Hvordan kan det være? Når det kommer til stykket, vil vi jo gerne have noget nyt? Kunne det være fordi, det ny kræver noget af os? Er vi bange for at blive skiftet ud? Jeg ved godt, at alt nyt ikke er bedre, men det kunne jo være, at det var en god tilføjelse, eller en hjælp.

Det er ikke let at være forandringsparat, men jeg vil gerne prøve, hvis jeg ved, hvad det skal gøre godt for, og hvis det ikke bare skal være nyt, fordi det er nyt. Jeg er ikke længere god nok til det hele, (gad vide om jeg nogensinde har været det) J, så jeg vil glæde mig over det ny, som kan gøre det, jeg gør, bedre.

lht

Kony 2012

Se dette og gør noget!

http://www.youtube.com/watch?v=Y4MnpzG5Sqc

Uge 16

Til morgen læste vi et lille ord fra Salme 19, som pludselig fik en meget aktuel betydning. I radioen kunne man fortælle om, hvordan der skal lukkes kirker, og hvordan kirkens lære skal tilpasses til ”folkets ønsker”, og så var det pludseligt aktuelt med ordet fra Salme 19, ”Gid alt, hvad jeg siger med min mund, og alt, hvad jeg tænker i mit hjerte, er noget, du kan acceptere. Herre,” Hvad er det, der bestemmer, hvad vi skal lære i kirken? Hvad er det der afgør, hvad der er kirke? David var ikke ret meget i tvivl om det! Han vidste af dyrekøbt erfaring, at hans liv, hans menigheds liv, udelukkende havde sin berettigelse, hvis de stod i forhold til, hvad Gud siger. Så luk bare alle kirker, hvis de ikke lever op til dette krav, afsked bare alle præster, der ikke vil følge Guds ord, for de er jo hverken kirker eller præster alligevel!

lht

Uge 15

Da jeg var ved at skifte kanal på TV, fik jeg et glimt af en lille pige, der løb, hoppende af glæde, hen over en stor mark. En stemme, som jeg går ud fra skulle gengive hendes tanker, sagde: ”Her er der ikke noget, så her må der være plads til en masse nyt!” Det satte lidt tanker i gang hos mig. Det er nemt at klage over, at der ikke er noget, eller at der ikke sker noget, men denne lille pige havde fanget noget, for når der ikke er noget, eller ikke sker noget, så er der god plads til en masse nyt! Hvad skal der til for at få sådan en indstilling? En vision/drøm, det kræver tro, mod og håb!

Som kristne har vi alle muligheder, specielt det, at Gud har lovet at han vil være med os! En af Guds slutreplikker, når tidens tæppe foldes sammen, er: ”Se, jeg gør alting nyt!” Hvad enten der er noget, eller ikke er noget, om der sker noget, eller ikke sker noget, så vil der i Guds verden altid være plads til noget nyt!

lht

Uge 14

Hvad fokuserer vi på?

For nogle dage siden kom en mand til vores dør, han havde en indbydelse med. ”Jeg vil gerne indbyde til en mindehøjtid, i anledning af Jesu død.”

Det var selvfølgelig, fordi det snart var påske. Men det slog mig, at der var et eller andet galt. Selvfølgelig handler påsken om Jesu død, hvor han sonede alverdens synder, men der er endnu mere. Det handler først og fremmest om, at Jesus er opstanden fra de døde, og har overvundet døden, sådan at vi alle kan få et helt nyt liv. Evigt liv.

Mange gange fokuserer vi på det negative, og får dermed også et negativt resultat. Mange gange siger vi: ”Det vil jeg ikke!” I stedet for at sige: ”Det vil jeg!” Det negative fokus fører uvægerligt i den forkerte retning, og så kommer man ind i en ond spiral, som næsten ikke er til at komme ud af.

De gode nyheder, som vi kan dele med alle, er, at Jesus lever, og derfor skal vi leve!

Glædelig påske!

lht

Uge 13

Hvad sker der, når grundvolden vakler?

Som dreng så jeg, hvordan man byggede huse på den gamle mose, her hvor vi havde løbet på skøjter mellem træerne, fordi vandet var steget og frosset. Ikke nogen dårlig legeplads, men at bygge huse der, det rystede alle på hovedet af. Hvorfor? Man kunne ikke lave en solid grundvold, og tiden efter viste også, at det var tåbeligt, husene sejlede bogstavelig talt, og det blev en kostbar affære.

En anden gang så jeg, hvordan man flyttede et helt hus til en ny grundvold. Huset stod i vejen, men man ville gerne bevare det, så man lagde en ny grundvold, og flyttede hele huset ca. 100 meter med lodder og trisser. Noget af en bedrift. Men det var nødvendigt, hvis man ville bevare huset.

Vi oplever for tiden et forsøg på at ændre grundvolden for mange ting. Vi ser det blandt andet i vore kirker, hvor der pludselig skal ændres på tros grundvolden for at tilpasse sig tiden. Det ville være godt, hvis det var fordi, den gamle grundvold var dårlig eller forkert, men det, der sker nu, er ikke en fornyelse, men en rokken ved de sande værdier, og det slipper man ikke godt fra. Når grundvolden rokkes, så falder huset til sidst, og i værste fald står det ikke til at redde.

For mere end 300 år siden skrev Brorson følgende: ”Den grund, hvorpå vi bygger, er Kristus og hans død.” Han havde forstået, hvad der var en absolut sikker og tidløs grundvold. Paulus siger det på følgende måde: ” Ved Guds nåde har jeg som en erfaren bygmester lagt et fundament og andre har bygget ovenpå. Men vi må alle passe på, hvordan vi bygger. For det er ikke muligt at lægge et andet fundament end det, der allerede er lagt, nemlig Jesus Kristus.” (1. Kor. 3:10-11). Det er godt at prøve noget nyt, men det er klogt at lytte til advarsler om, at det her går galt!

lht

uge 12

Uge 12/12

Bibelen taler om at de gamle har lov til at drømme, mens de unge skal se syner. Ind imellem virker det modsat, og det sker vi kalder de unge for nogle drømmere. Hvordan mon det kan være? Eller gør det overhovedet noget?

Et syn burde være det samme som en vision, et billede på noget man kunne tænke sig skulle blive til noget. Uden syner går et folk til grunde, så hvis de mangler ser det ikke godt ud, derfor er det af betydning for hele folket, at ungdommen har en vision. En vision er ikke bare et billede af det, der er, noget som plejer at være, det er noget nyt. Så I unge, se at komme i gang, se noget mere og længere, ellers kører vi alle sammen fast!

De gamles drømme er måske ikke så konkrete, men derfor behøver de ikke at være umulige. Det tager måske lidt længere tid, men det skal nok blive til noget, der skal bare lidt mere udholdenhed til. Selv om de gamle sidder med erfaringen og traditionen og forhåbentlig også visdommen, så er det kedeligt, hvis de skal sætte tempoet.

Hvad er det dog for noget jeg siger? Det er såmænd bare et ønske om at de unge vover at lægge sig i spidsen og sætter lidt fart i foretagendet! Det er ikke nok bare at sige, vi vil have noget andet, der skal en vision på bordet, så se at komme i gang!:-)

lht

Uge 11 2012

11/12

Der skal ikke ret meget til for at fange vores opmærksomhed, men der skal heller ikke ret meget til, før vi glemmer igen. ”Ude af øje, ude af sind!” I mange tilfælde betyder det ikke noget, men desværre gør det sig også gældende, når det drejer sig om vigtige ting. Vi ved at mange kristne, og mange andre, lever under forfulgte vilkår, men hvor tit husker vi på det, for slet ikke at tale om, at gøre noget ved det? I søndags var det bededag for Burma, så vi blev igen mindet om, de uhyrligheder mange bliver udsat for, men inden længe er det nok glemt igen, hvis vi ikke gør noget ved det, hele tiden. Burma er bare et sted, desværre er der mange flere. Kan vi hjælpe hinanden med at huske på det? Vi kunne måske gøre som Cato i det gamle Rom, der, hver gang han talte, sluttede med: ”For øvrigt mener jeg, at Kartago bør ødelægges!”

Det lader til, at der er større bekymring for, hvad man ikke gør, end for hvad man gør. At man ikke går i kirke, det bemærkes, som noget der må gøres noget ved. Luk kirkerne. Men når man vil tvinge præsterne til at handle imod, hvad Guds ord siger, så lyder kirkeministerens svar: ”Det kommer vi nok over, for inden længe så har man vænnet sig til det!” (politisk indførelse af vielse af homoseksuelle). Samme måde at tænke på, at man bare skal blive ved, så lykkes det til sidst.

lht

10/12

Uge 10/12

Hvis du bare bliver ved, så lykkes det til sidst! Det er en meget almindelig opmuntring i indlæring af forskellige ting. Øvelse gør som bekendt mester. Til sidst sidder det på rygraden, det er blevet en rutine eller en vane. Vi kan sikkert alle blive enige om, at gode vaner er noget positivt, hvis det drejer sig om noget, der er godt.

På dansk skal der bare et lille bogstav til for at gøre det til noget dårligt, u-vaner! Straks er det helt forkert, noget vi ikke synes om. Det virker desværre som, at uvaner efter lang tids og regelmæssig brug, pludselig går hen, og bliver accepteret. Bare du bliver ved længe nok, og bare man er mange nok, der gør det, så bliver det acceptabelt! Hvis det drejer sig om ligegyldige ting, så betyder det selvfølgelig ikke så meget, men ikke desto mindre er det en farlig vej at begive sig ind på.

Jeg har bemærket, at der ret ofte kommer nye forslag om for eksempel etiske, moralske lovgivninger, der motiveres med, at mange gør det alligevel, så bliver det accepteret, som det normale, og så kan vi lige så godt lovgive efter det, så bliver uvanen godkendt som en vane! Uden at begive mig ind i debatten om skilsmisse, det kan der siges rigtig meget om, så er det det sidste eksempel på en sådan ændring. Dagens udtalelse fra ministeren lød: ”Hvorfor gøre det så svært at blive skilt, når 40 % af alle ægteskaber alligevel ender med skilsmisse. Lad os gøre det lettere, så det ikke tager så lang tid!” Mit spørgsmål er: Hvorfor ikke gøre en større indsats for at hjælpe mennesker, inden de bliver gift, og prøve at hjælpe og vejlede undervejs, så det ikke skal slutte så sørgeligt?”

lht

9/12

Uge 9/12

Ordet ”empati” er rigtig kommet på mode, og dukker op i alle mulige sammenhænge. Forleden fyldte det en hel formiddag på radioen. Det blev taget i brug igen i ”hippie tiden”, eller det vi kunne kalde for følegenerationen. Nu bruges det i sammenhænge, hvor mennesker skal føle for et eller en anden. Jeg tror, mange bruger det uden rigtig at vide, hvad det betyder. Ordbogen siger: Indlevelse, sætte sig ind i, føle med. Det kommer i grunden fra ordet ”patos”, lidenskab. Når patos bruges i dag, så har det ofte et skær af noget lidt negativt, latterligt. Når noget siges med stor patos, så virker det ofte overdrevet.

Hvorfor er der blevet så stor opmærksomhed på ordet ”empati”? Det er måske, fordi man har forladt ordet ”kærlighed”! At elske! Jesus brugte altid ordet kærlighed (at elske). Den, der elsker, viser altid empati. Den, der udtrykker empati, elsker ikke altid. Kærlighed er et aktivt, viljesbestemt, handlings ord. Empati er et passivt, betragtende, følelses ord.

Kærlighed bliver nød til at involvere sig, man kan ikke sige: ”Jeg elsker” uden at gøre noget. Empati kan godt stå på sidelinjen og se til, så siges der ofte: ”Det er så synd for dig”, uden at man gør noget ved det.

lht

Uge 8/12

Der foregår for tiden en debat om, at man skal være så kærlige overfor alt og alle. Det er efterhånden blevet sådan, at hvis man drister sig til at påtale noget, som værende dårligt eller forkert, så bliver man lynhurtigt klassificeret som racist eller fordømmende og ukærlig. Hvordan kan vi komme videre i den situation?

Der var engang en, der sagde: ”Hvis du har ret, behøver du ikke blive ophidset! Hvis du har uret, så har du ikke råd til at blive ophidset!” Det kunne være en lille rettesnor i mangen en udtalelse. Hvis det er rigtigt, det du siger, så kan du fremføre dit ærinde med ro og tage det helt afslappet, hvilket ikke er det samme som at være ligeglad.

Men hvem er det så, der har ret? Det er ikke altid nemt at afgøre. Det vil mange gange afhænge af, hvor man kommer fra, hvad er min tradition, hvilke påvirkninger har jeg været ude for. Derfor er det godt at have nogle reference punkter, der kan styre ens meninger. Selv har jeg fundet, at Bibelen er en rigtig god rettesnor, der giver mig en højere autoritet for mine meninger. Hvis Bibelen siger det, så er jeg i hvert fald ikke helt på afveje. Nogle vil nok sige, at så kommer det an på, hvordan man læser den, hvilket jo er meget sandt, men hvis den siger noget om det jeg mener, så vil det være klogt at undersøge, hvad den siger og i hvilken sammenhæng. En af mine gamle bibellærere brugte følgende definition på Bibelen: ”Det menneskelige guddommelige Guds ord.” Når Guds ord er gået gennem menneskelige kanaler, så er det også bedre forståeligt for mennesker, så det er ikke for ingenting, at det kaldes åbenbaring.

lht